Parlamentsvalget i Thailand 2023

I denne artikel anvendes personers fornavn ved gentagelser i teksten – hvilket er kutyme i Thailand – i stedet for ofte lange thailandske familienavne.
Det thailandske parlament, Sappaya-Sapasathan, i Bangkok.

Parlamentsvalget i Thailand 2023 blev afholdt den 14. maj. På valg var hele Repræsentanternes Hus, det thailandske parlaments underhus med 500 folkevalgte pladser.

Valgresultatet var overraskende, da det forholdsvis nye Move Forward Party blev erklæret som vinder med 151 pladser. Partiets leder, forretningsmanden Pita Limjaroenrat, sagde, at han var parat til at blive premierminister og danne en koalitionsregering bestående af Move Foward, det næststørste parti Pheu Thai Party med 141 pladsen og yderligere seks liberale partier, hvorved det samlede mandattal kom op på 313. Der skal dog 376 mandater til at vælge en premierminister, da tillige Senatets 250 stemmer tælles med. Parlamentet udgør i alt 750 stemmer.

Parlamentet stemte om ny premierminister den 13. og 19. juli. Begge dage var Pita den eneste nominerede. Den 13. juli fik han 324 stemmer og blev dermed ikke valgt. Den 19. juli besluttede Forfatningsdomstolen, at han ikke kunne være aktivt parlamentsmedlem på grund af sagen om hans iTV-aktier. Parlamentet stemte om Pita kunne gennomineres, hvilket der var flertal imod, hvorefter han udvandrede.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne